Copyright (C) 1978, 2017 Nick Carter og Lindhardt og Ringhof Forlag A/S
All rights reserved
ISBN: 9788711806678
1. e-bogsudgave, 2017
Format: EPUB 3.0
Denne bog er beskyttet af lov om ophavsret. Kopiering til andet end personlig brug må kun ske efter aftale med Lindhardt og Ringhof samt forfatter.
lindhardtogringhof.dk
Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont
Første kapitel
Den strømlinede metalpil strøg gennem Frankrig. Farten var over halvandet hundrede kilometer i timen. Glas, stål, aluminium, lydløs luftkonditionering og hydraulisk affjedring beskyttede mig mod støj og varme udefra. Der var gået adskillige år, siden jeg sidst havde siddet i et førsteklasses europæisk luksustog. Dette var ét af de bedste, franskmændene var verdensmestre, når det gjaldt tog, og det var faktisk lykkedes en eller anden at skaffe mig en hel kupé for mig selv. Hvilket var en præstation af lignende sværhedsgrad som et smugle et par afhoppede russiske atomgenier over Berlinmuren.
Min sidste mission var blevet en succes, hvad selv David Hawk, som er min chef, havde måttet indrømme. Selv om han ikke er meget for at rose nogen. Men det var nu heller ikke udsigten til lovprisninger eller for den sags skyld økonomiske belønninger, der gjorde, at jeg arbejdede for den superhemmelige organisation AXE. Det er mere end nødvendigt, at vandalernes angreb konstant bliver slået tilbage, og både mit temperament og min uddannelse har så at sige forudbestemt mig til at deltage i kampen. Og jeg har lov til at sige, at jeg er dygtig til netop det job. For jeg er stadig i live.
Når jeg bruger et ægte pas — men det sker meget sjælden3q— er mit navn Nicholas sjældent — Nick Carter. Hos KGBs ledelse og i kinesernes og andre totalisære staters hemmelige tjenester kendt som N-3 eller måske snarere som 'Den morderiske satan'. Men sabotørerne borer stadig, og efterhånden blev det stadig vanskeligere, at finde ud af, hvem der egentlig arbejdede for hvem — og hvorfor. Jeg smed mit eksemplar af The Internationale Herald Tribune til side og åbnede en pakke af mine specielle cigaretter med guldmundstykke. Det er jo nok lidt krukket med de cigaretter, for computerne fra Moskva til Peking havde vel forlængst noteret sig, at Nick Carter, identisk med den kapitalistiske håndlanger N-3, havde en svaghed for cigaretter med guldmundstykke. Der var adskillige efterlysninger på mig, alle med samme uofficielle ordlyd: Skyd omgående, skyd for at dræbe! Så det var jo nok lidt af en helbredsrisiko at ryge netop de cigaretter.
Men hvad fanden: hvis jeg ikke ønskede at løbe nogen risiko, så kunne jeg jo for længst have åbnet mig en lille manufakturbutik i Hopscotch, Nebraska. Under ingen omstændigheder burde jeg så nu være på vej mod den spanske grænse og Madrid for at gennemføre en ny mission. I hvert fald var min togbillet til Madrid. Mine instrukser var imidlertid en smule afvigende på dette punkt.
Jeg trykkede min cigaret ud og rejste mig. Så gik jeg udenfor og fortsatte videre gennem yderligere to sovevogne, På dette tidspunkt var køjerne naturligvis ikke opredt, og samtlige kupeer var propfulde af sommerferierejsende, som skulle til den spanske solkyst. Jeg fandt mig en plads i barwaggonen og bestilte en whisky og soda. Den franske tjener serverede sjussen med patriotisk mishag, tog mine penge med patroistisk pengeiver og forsvandt.
Jeg nippede til sjussen og så hurtigt på de andre passagerer. Der var ikke ret mange gæster i baren, i betragtning af hvor overfyldt resten af toget var. Priserne havde måske skræmt de fleste bort. Ikke én af de tilstedeværende så ud af noget særligt, hvilket ingenlunde var den store beroligelse. Hvis jeg blev skygget, ville vedkommende netop sørge for ikke at virke påfaldende.
Men helt ærligt, så var jeg ikke særlig bekymret. Jeg havde mine instrukser direkte fra Hawk selv. Vi havde talt sammen via en langdistanceforbindelse, og telefonen kunne naturligvis være blevet aflyttet. Det ville en mulig lytter nu ikke have fået ret meget ud af. Vi brugte begge den yderst avancerede og transportable Scancom scrambler, som er et vidunder af raffineret elektronik og totalt ændrer den menneskelige tale til en høj, fugleagtig fløjten. Så snart en ny samtale påbegyndes, finder elektronikken automatisk en ny frekvens, så hver eneste samtale får på den måde sin specielle elektroniske kode. Muligheden for at to samtaler føres på samme karakteristiska inden for en periode på ti år er omkring én til fem millioner. Der eksisterede kun fire scramblere af den type. Én var i Pentagon, en anden i Det hvide Hus. Hawk havde én, og den sidste var indbygget i den lighter, hvormed jeg for lidt siden havde tændt min cigaret med guldmundstykke. Altså bekymrede muligheden for at blive skygget mig ikke. Men naturligvis er mit ansigt ikke helt ukendt i den store verden, så jeg løber selvfølgelig til stadighed den risiko, at en eller anden håbefuld snigmorder ved et rent tilfælde får øje på mig.
Whiskyen var fortrinlig, og jeg nød den. Igen repeterede jeg i tankerne mine instrukser. Så snart toget havde passeret den spanske grænse, skulle jeg holde mig i nærheden af min kupé. Sovevognskonduktøren ville så rede op til mig, hvorefter jeg skulle gå i seng. Derefter skulle jeg intet foretage mig, før toget nærmede sig Bilbao. Så skulle jeg igen klæde mig på og gøre mig parat til at springe af toget, netop som dette atter begyndte at trille ud fra stationen. Om muligt skulle dette forsvindingsnummer gennemføres, så ingen opdagede det, og, tænkte jeg, det kunne jo også nok lade sig gøre, for toget nåede først Bilbao klokken tre om morgenen. I Bilbao skulle jeg så sætte mig i besiddelse af en vogn, der var parkeret tre husblokke fra jernbanestationen, køre til San Sebastian og henvende mig på det amerikanske konsulat, hvor nye instrukser ventede mig.
Hvad missionen i øvrigt gik ud på, havde jeg ikke spekuleret synderligt over. Men Bilbao var den by, som figurerede stærkest af alle i rapporterne om de baskiske terroristgruppers aktiviteter. San Sebastian ved den spanske nordkyst er om sommeren landets regeringscentrum, for på den årstid flygter både politikere og bureaukrater fra Madrids brændende og tørre hede til Biskayabugtens kølende briser.
Igen nippede jeg til min sjus og så mig om i baren. En blondine i meget stramme slacks og en tværstribet jerseytrøje studerede mig indgående, mens hun lod, som om hun lyttede til den grånende herre, der netop havde bestilt drinks til dem begge. Vore blikke mødtes, og der kom et konspiratorisk glimt i hendes øjne. Hvis hendes ledsager bemærkede det, sagde han i hvert fald ikke noget. Men ét var sikkert: hendes foto fandtes ikke i de utallige mapper, som jeg omhyggeligt gennemgår, hver gang jeg aflægger AXEs hovedkvarter i Washington et besøg. Hvis hun var agent, var hun foreløbig ikke blevet kigget ud. Men hun lod til at være nærmest påfaldende interesseret i mig, og hun var ikke mere diskret end en billig fransk gadeluder. Foreløbig havde hendes ledsager ikke opdaget den lille komedie, som hun havde igangsat, og jeg var ikke interesseret, skønt jeg var lige ved at ændre standpunkt, da hun lænede sig tilbage på stolen og løftede brysterne imod mig. Ingen BH. Brystvorterne sigtede på mig som pile på en buestreng. Den, som kom til at dele seng med den energiske blondine, gjorde klogt i at passe på sine øjne.
Jeg lod mit blik glide videre, fangede tjenerens opmærksomhed og signalerede efter en ny whisky, som kom, netop som jeg var blevet færdig med den første. Tre mænd sad nær ved selve baren og drak fransk øl, hvilket tydede på et ikke ringe mod. Fra tid til anden tog de papirer op af deres fede mapper. Tilsyneladende havde de ikke bemærket mig, men det behøvede ikke at betyde det mindste. Et ældre par havde sat sig lige over for mig. De drak gin og tonic og så ud til at have lyst til at indlede en samtale. Jeg sørgede omhyggeligt for ikke at opmuntre dem.
To unge piger sad ikke ret langt fra baren og talte sagte sammen på fransk, af og til bøjede den ene eller den anden sig frem og strøg venindens hår. Så fra dem skulle jeg ikke regne med opfordrende blikke. Dem fik jeg til gengæld nok af fra pigen i den stribede T-shirt. Og nu havde fyren, som hun var sammen med, endelig opdaget hvad der foregik. Han gloede på mig og sagde derefter et par vrede ord til pigen. Hun trak på skuldrene og tændte sig en cigaret. Manden flåede den ud af munden på hende og masede den flad i askebægeret på bordet ved siden af ham.
Nu var alle i vognen så småt blevet klar over, at der var noget galt mellem de to. Roligt og ligegyldigt så de tre forretiningsmænd op fra deres papirer. Det ældre par stirrede demonstrativt ud ad vinduet. Kun de to franske piger ignorerede totalt det optrækkende skænderi. Pludselig sprang blondinen op og gav sin ledsager et spark, mens han kæmpede for at rejse sig fra stolen. Pigen henvendte sig så til hele baren: — Ikke alene vil han knalde mig bagfra som en hund. Han forlanger også, at jeg skal gø, mens han gør det.
— Tæve! snerrede hendes ledsager.
— Der ser I! sagde pigen, som om skældsordet til fulde havde bevist hendes beskyldning. Den ældre dame var lige ved at få sin gin og tonic galt i halsen. De tre forretningsmænd smilede bredt og nød den pludselige underholdning på den ellers så kedsommelige togrejse. Jeg overvejede at foreslå blondinen, at hun under de givne omstændigheder egentlig med god ret kunne bide sin særprægede elsker, men han så ud til at være lige på randen af et hjerteslag, så det var nok bedst ikke at tirre ham yderligere.
— Okay — luder! Luder! råbte han.
— Det var bedre. Det er da i hvert fald menneskeligt, sagde pigen, og som om intet var hændt, bøjede hun sig frem og kyssede ham på kinden. Derefter tog hun hans hånd og nærmest hev ham mod udgangen, mens vild seksuel ophidselse fik hendes øjne til at lyse.
— Bevares! udbrød den ældre mand.
Jeg drak resten af min sjus, nikkede godnat til det ældre ægtepar og gik. På vejen tilbage til min kupé rendte jeg på sovevognskonduktøren.— Vær venlig at rede op til mig, så snart De kan, sagde jeg.
— Ønsker De da ingen middag, Señor?
— Det tror jeg ikke. I så fald spiser jeg senere. Jeg vil godt hvile mig lidt nu.
— Så skal jeg nok ordne det med det samme, sir.
Da jeg igen var tilbage i min kupé, så jeg mig hurtigt om. Tilsyneladende var intet blevet rørt, hvad jeg heller ikke havde regnet med, men man vænner sig til konstant at kontrollere sit opholdssted, hvilket er en nyttig vane. Konduktøren kom og slog køjen ned til mig. Uden for vinduet var himlen stadig lys, skønt klokken nærmede sig ti. Vi passerede Bordeaux og tog adskillige fede vinproducenter om bord, der alle havde det underligt lyssky udtryk i ansigtet, som havde præget så mange af dem efter de store vinskandaler for et par år siden. Distræt spekulerede jeg på, om mon nogen af dem havde deltaget i de vareforfalskninger, som i den grad havde rystet denne gamle vinregions gode ry.
Toget satte sig atter i gang og fortsatte mod Spanien. I Irun kom den spanske paskontrol om bord. De kiggede på mit pas, hilste høfligt og forlod mig igen. Jeg lagde mig igen ned i min køje, indstillede mit mentale vækkeur og faldt i søvn.
Det omtalte mentale vækkeur nåede ikke at træde i funktion. I stedet blev jeg vækket af en lyd, som jeg ikke med det samme kunne identificere. Altså blev jeg liggende helt stille, mens nervespidserne dirrede og adrenalinen strømmede i mine årer. Der blev banket sagte, men vedholdende på døren til min kupé. Men hvis jeg nu ignorerede lyden, så ville den måske høre op. Det gjorde den imidlertid ikke. Den ukendte udenfor var tydeligvis en stædig person.
Jeg smøg kniven af skeden og åbnede døren på klem. De svage lamper i korridoren belyste en tiger på godt én meter og tres, der gjorde sit bedste for at ligne en kælen stuekat. Den blonde Venus, som for ikke så forfærdeligt længe siden og påfaldende dramatisk havde indviet samtlige tilstedeværende i barvognen i sin rejseledsagers zoologisk ømhedstrang, stod derude i en tynd, tigerstribet, men halvgennemsigtig house-coat. Det var nu nær blevet min kniv, der havde gennemboret hende, men jeg standsede bevægelsen midtvejs og lod hende mase sig forbi mig og ind i kupeen.
— Hvad fanden? udbrød jeg.
Hun smed sig på køjen og lagde hænderne bag hovedet. Den bevægelse gav det ønskede resultat: hendes bryster udpegede mig som den udvalgte. Jeg fremkom igen med en begavet kommentar: — Hvad fanden? udbrød jeg én gang til.
— Jeg kunne se, at du følte dig ensom.
Hun gjorde sit bedste for at gøre sin stemme katteagtig og sagte og sexy. Det lykkedes fint. Jeg forsøgte at dæmpe hende, Bilbao og 02.45 kom farende ude i mørket. Pigen smilede dovent og strakte langsomt benene helt. Hendes house-coat åbnede sig og afslørede hendes blonde hårdusk.
— Hør nu her! begyndte jeg.
Hun løftede afværgende hånden, og jeg genkendte udtrykket på hendes ansigt. Hun var ikke den, der skyede offentligheden. Jeg huskede den højlydte scene i baren. Netop nu ønskede jeg bestemt ikke at få hele toget vækket af et frustreret pigebarn, der udtrykte sin mening om min svigtende manddom med noget i retning af en operaarie, der kunne høres på bageste række på det øverste galleri.
— Hør nu her! forsøgte jeg atter. Hun tog min hånd. Jeg satte mig på sengen. Min hånd rørte ryggen på hendes house-coat. Hun kom nærmere. Jeg lod kniven forsvinde i dens skede. Jeg stak hånden ind under det tynde stof og mærkede hendes brystvorter blive hårde under min berøring. Uvilkårligt begyndte mine hænder at massere hendes spændte bryster, som var brændende hede og let fugtige af et tyndt svedlag. En feminin moskuslugt bølgede omkring os. Hun strakte sig mageligt, trak mig ned oven på sig og spredte benene. Jeg strøg hendes house-coat af hendes skuldre. Hun gispede højt, da jeg trængte ind i hende. Hendes hænder tog om mine balder og pressede mig helt til bunds. Hidsige negle kradsede på min ryg, mens hun med hårde og hurtige stød spændte sit legeme mod mit.
Men til sidst lå hun ganske stille. Hun havde lukket øjnene, kroppen var blevet slap, orgasmen havde mættet hende. Jeg åbnede det ene øje og skottede til mit ur. 02.19. Jeg gav hende fem minutter til at få lidt styr på sig selv igen, hvorefter jeg ruskede i hendes skuldre.
— Du må hellere forsvinde, inden din vogter savner dig. Jeg rejste mig og begyndte at klæde mig på.
Uden at åbne øjnene, rystede hun på hovedet. — Jeg vil ikke, mumlede hun. — Jeg har det godt her.
— Det har jeg også. Og jeg ønsker ikke at sætte helbredet på spil.
— Kom her, hviskede hun. — Sæt dig ned.
Med et smil bøjede jeg mig, tog om hendes håndled og trak hende op på højkant. — Få nu den house-coat på igen, dame, sagde jeg.
Et øjeblik stod hun helt stille lige foran mig, så slog hun armene om halsen på mig. Der spillede et smil på hendes læber, mens hun spandt sin udfordring: — Du kan jo hjælpe mig den på, skat.
Nu hørtes der pludselig støj derude, sagte og vrede stemmer og slæbende bevægelser lige uden for døren til min kupé. Jeg hørte konduktørens anstrengte hvisken: — Señor, De kan virkelig ikke gå derind!
Døren røg op, og blondinens vrede ledsager fra baren nærmest væltede sig ind. Hans ansigt var forvredet af galskab, og øjnene var vilde. Uden at ænse mig gloede han på pigen. — Hvad helvede laver du her?
Netop nu var hun ved at tage sin house-coat på — endnu hurtigere end jeg havde pillet den af hende.
Jeg vendte mig om og kiggede på hende. Nu stod hun henne ved vinduet, lænede sig skødesløst til vinduesrammen og så storsnudet på den vrede mand. — Hvad kommer det dig ved?
Han sprang hen til hende, tog fat om hendes albue og slæbte hende gennem kupeen. — Din lille tæve! snerrede han, mens han halede hende helt ud i korridoren. — Jeg burde lænke dig til sengen!
— Señor! Señor! udbrød sovevognskonduktøren bønfaldende. — Behersk Dem dog! Vi kan ikke have dette … Hans stemme døde bort, mens optoget forsvandt hen ad korridoren. Jeg lukkede døren og låste den.
Jeg barberede mig, blev færdig med at klæde mig på og ventede så, indtil toget kun ti minutter forsinket kørte ind på stationen i Bilbao. Ifølge køreplanen skulle vi kun holde dér i seks minutter, og da de var gået, satte toget sig samvittighedsfuldt i bevægelse igen. Jeg smuttede ud fra kupeen, opdagede at døren for enden af korridoren stadig stod åben og sprang af toget, inden det for alvor havde fået fart på.
Bortset fra et par jernbanearbejdere, som nu var ved trætte at slentre deres vej, var perronen mennesketom. Jeg havde aldrig før været i Bilbao, men havde omhyggeligt studeret et kort over byen, og så snart jeg havde forladt stationen, fik jeg øje på den lille plaza, som jeg havde tænkt mig skulle være mit udgangspunkt. Idet jeg stillede mig ind i skyggen under et blomstrende træ, spejdede jeg omhyggeligt til alle sider. Ingen havde øjensynligt bemærket min flugt fra toget, ingen skyggede mig.
Jeg begyndte så at gå for at finde den bil, som jeg vidste, Hawk havde sørget for var stillet til mig. Hans instrukser var denne gang en smule melodramatiske, men han var ikke en mand, der gjorde noget uden årsag. Og jeg fik jo nok de nærmere detaljer i San Sebastian.
Efter en spadseretur på ti minutter havde jeg fundet bilen. Den holdt helt alene lige uden for lyscirklen fra en gadelampe. Den lignede tusinder af andre spanske biler, kort og buttet. Den var rød og nyvasket. Jeg skråede over gaden, lagde min hånd på dørhåndtaget, åbnede den ulåste bildør — og stirrede lige ind i mundingen på en revolver af stort kaliber.
— Stig ind, Mr. Carter. Vi har ventet Dem.
Jeg stivnede. Manden talte spansk med en let accent, som jeg rigtig kunne placere. Døren til bagsædet gik op, og en høj, radmager mand i en sort T-shirt og mørke benklæder greb mig ved skuldrene og snurrede mig rundt. Trods sin udtærede skikkelse var han forbløffende stærk.
Jeg svingede mit venstre ben højt op i luften og piruetterede som en balletdanser. Min hæl nåede lige akkurat at strejfe mandens strube, og han bandede — men ikke på spansk. Så mærkede jeg nålen bore sig ind i min skulder. Virkningen var øjeblikkelig og skræmmende. Panikken overvældede mig. Jeg var ved at dø. I det øjeblik hadede jeg det eneste menneske, som jeg altid uden forbehold havde stolet på. Det var ham, som havde ansvaret for min sikkerhed, han burde have beskyttet mig mod dette.
Et øjeblik forsøgte jeg at tvinge min hjerne til at tænke objektivt. Men det var umuligt. Giften tvang hele min mentalitet ned i lillehjernen, den gamle hjerne med dens atavistiske angst for mørket, døden og forræderi. I det korte nu forstod jeg, hvorfor Hawk ikke havde passet bedre på mig. Mine succeser havde gjort ham misundelig, han havde planlagt at overgive mig til døden, og det var lykkedes for ham. Jeg vaklede hen imod bilen. I det svage lys kunne jeg skimte mine morderes fortrukne ansigter. Så opgav jeg kampen. Jeg vidste, at jeg allerede var død og lod mig falde. Jeg mærkede ikke, at jeg ramte gaden.
Andet kapitel
Min skjorte var våd, og jeg fornemmede den svage lugt af frisk sved. Langsomt åbnede jeg øjnene. En fornemmelse af velvære, næsten eufori, bredte sig i mig. Jeg forsøgte at bekæmpe en trang til at fløjte muntert, tænkte: — Nåja, hvorfor fa’en egentlig ikke … og spidsede læberne. Ikke en lyd hørtes. Mit ansigt var som lammet. Læberne nægtede alligevel at adlyde.
Nu sagde en kvindestemme noget til mig på spansk med hård accent. Det forekom mig, at jeg skulle genkende den stemme.
— Bliv nu ikke bekymret, Mr. Carter. De lette eftervirkninger efter bedøvelsen forsvinder hurtigt.
Jeg hørte kvindens lette trin på gulvet, da hun bevægede sig rundt om mig — uden at nå ind i mit synsfelt. — Gør venligst et forsøg på at smile. Deres ansigt er stivnet i udtrykket fra dengang, bedøvelsen slog an. Det intense had gør mig helt nervøs.
Var der mon et glimt af humor i stemmen?
Jeg forsøgte at aktivere mine ansigtsmuskler. Det var, som om de knagede en smule, men de reagerede dog. Eftervirkningerne var ved at forsvinde — og tog den opstemte følelse med sig. Så huskede jeg prikket af nålen, kampen, angsten, hadet, den sikre overbevisning om, at jeg var ved at dø. Kun David Hawk kunne have tilladt det baghold.
Men efterhånden som giftens virkninger fortog sig, blev jeg mere nøgtern. Jeg håbede, at også dette var en af Hawks sædvanlige planer, samt at manden, der så tit havde spillet hasard med menneskeliv, ikke for en gangs skyld havde kalkuleret forkert. Og så øgedes min tvivl med et voldsomt sæt. Kvinden, hvis stemme jeg havde hørt, kom frem, så jeg kunne se hende.
Hun var ung. Treogtyve, huskede jeg. Hun var smuk, hun var meget nær ved at være en næsten sensationel skønhed. Øjnene var ovale med en let skævhed i øjenkrogene, og de smukke øjenlåg dækkede de store, gyldengrønne regnbuehinder halvt.
Hun var iført en sort nederdel og en tynd, hvid bluse, der viste hendes små, faste bryster. Det blanke, brune hår var redt fra ansigtet, og hun var nydeligt solbrændt. Jeg vidste adskilligt om pigen, som nu stod foran mig og smilede mærkelig genert. Den afgørende kendsgerning var den, at hun var dødsensfarlig.
— Prøv at sætte Dem op, Mr. Carter, sagde hun. — De fik en større dosis, end jeg havde givet ordre til. Til alt held er stoffet meget sikkert, og bortset fra at det kan fremkalde en pludselig panik ved injiceringen, er det ganske harmløst.
Forhåbentlig vidste hun, hvad hun talte om, men det gjorde hun jo nok. Jeg havde set hendes papirer, da jeg sidst var i Washington. Hun havde kendskab til mange ting, som en pige på treogtyve ikke burde ane det mindste om. For eksempel hvordan man bar sig ad med at myrde en god og hæderlig mand i Hong Kong.
Jeg satte mig op og følte mig næsten normal. Kun min følesans var sært overaktiveret. Jeg sad på en smal briks, min overkrop var nøgen, og luften i værelset smøg sig kærtegnende over min hud. Følelsen var på ingen måde ubehagelig, kun mærkelig, og den forsvandt, så snart jeg havde sat mig op.
Jeg så mig om. Væggene var på spansk manér ru og hvidkalkede, og gennem et vindue kunne jeg se ud over et rødt tegltag. Jeg kunne ligeledes se den blå, skyfri himmel, men intet længere nede. Imidlertid kunne jeg høre trafik, jeg befandt mig i en by, og det var jo nok stadig Bilbao. Foruden min briks var der en enlig stol en meter fra briksens fodende. Bag den stod pigen.
I hjørnet nærmest vinduet hang en Madonna på væggen. Den var ikke udskåret med større kunst, efter alt at dømme befandt jeg mig i et typisk spansk hjem af den lavere middelklasse.
— Nu er det nødvendigt, at vi får snakket om tingene, Mr. Carter. Igen kiggede jeg på pigen. Hun kom nærmere, tog stolen og satte sig. — Som De kan se, er jeg ubevæbnet, og jeg har ikke ondt i sinde.
— Som over for Tony Ball? bemærkede jeg. Et nu viste der sig et uudgrundeligt glimt i hendes øjne, og et øjeblik ventede jeg et vredt svar. Men hun beherskede sig lynsnart og sagde: — Fortid er fortid. Vi har kun nutiden nu — og fremtiden. Igen tøvede hun, men så trak hun på skuldrene. — Lad os ikke spille komedie. De kender mig og har hørt om alle de ting, som Deres organisation forsøger at pådutte mig ansvaret for.
Vist kendte jeg hende, Constanza Ybrava, eneste barn af den legendariske frihedskæmper Agustin Ybrava, som var død i Sovjetunionen efter at være flygtet fra Spanien for en halv snes år siden. Ybrava havde været en hensynsløs stridsmand, som havde ført en blodig og ubønhørlig krig mod den spanske regering. Men alt tydede på, at han udelukkende havde været en rendyrket baskisk patriot, som havde været villig til at modtage enhver form for hjælp, hvor den så end stammede fra.
Det var noget ganske andet med hans datter Constanza. Som hun stod dér lige foran mig, var det svært at forbinde hende med den dystre liste over misgerninger, som hun havde begået i navnlig de sidste fem år. Som ung rekrut hos KGB, kun seksten år gammel, havde hun gjort sig skyldig i sit første politiske mord. Og derefter havde hun udviklet sig til en af de mest berygtede af de agenter, der opererede fra Østeuropa.
— Hvad bringer Dem til Spanien, Constanza? Måske er den gamle garde efterhånden borte, men alligevel tvivler jeg på, at De er velkommen her i landet.
Igen lynede hendes øjne. — Dette er mit land. Her hører jeg til.
Jeg lo. — Constanza, sagde jeg. — Spanien er ikke Deres fædreland, det ligger tusinder af kilometer længere mod øst. Da De begyndte at arbejde for KGB, overskar De samtidigt alle forbindelser til Deres gamle land.
— De kan spare Dem at holde foredrag for mig, Mr. Carter, bed hun. — Er De da så fuldkommen?
— Jeg er stadig på den side, hvor jeg begyndte.
Et øjeblik stirrede hun på mig med et næsten surrealistisk had. Så genvandt hun atter selvbeherskelsen.
— Lad os undgå alle de diskussioner. Hun så ned mod gulvets røde klinker. — De ved naturligvis, at min far er død?
— Det er unægteligt en gammel nyhed, bekræftede jeg. — Deres far mistede livet sidste år i en flyulykke, som var påfaldende uoverbevisende selv efter russisk standard. Der er dem, som påstår, at det flystyrt var Deres første virkelige opgave.
Constanza reagerede med et hårdt og hurtigt håndkantslag, som ville have knust mit strubehoved, hvis jeg ikke havde pareret slaget, så hendes hånd i stedet fløj vildt op i luften.
Med min bare fod sparkede jeg efter hånden og ramte. Constanza mistede balancen og faldt forover mod stolen. Jeg svang mig ned fra sengen og nåede at afværge et spark mod mit skridt. Jeg greb efter hendes slanke ben, men fik ikke fat i det.
Nu kæmpede Constanza tavs, og hun var en dødsensfarlig modstander. Hun havde lært sin lektie til bunds, og det kostede mig al min kunnen at undgå hende og samtidigt etablere mit eget modangreb.
Dette var den Constanza Ybrava, som jeg havde været forberedt på, pigen, der tilintetgjorde Tony Ball. Ikke en smuk ung pige, men en drabsmaskine, som et totalitært regime havde skabt til hjælp for sine egne dunkle forehavender, I det øjeblik besluttede jeg, at Tony Ball skulle blive den sidste, som intetanende lod sig likvidere af hende.
Jeg trak nærmere for at få gjort en ende på det. Metal lynede i hendes hånd, min egen kniv, som hun havde stjålet, mens jeg var bevidstløs. Hvis hun havde haft lejlighed til at træne med den, havde det været sket. Men knive har som alle våben deres private særheder. Der er ikke to, som ligger på den samme måde i éns hånd. Så Constanza fik mig ikke.
Idet hun stødte til, bevægede jeg mig, og kniven passerede mellem min arm og min side uden at gøre mig noget, skønt jeg mærkede dens kolde blad, da jeg hurtigt førte armen nedad. Jeg kom helt op på fodbalderne, og i en perfekt Veronica, tyrefægternes basisfinte, lod jeg pigen fare lige forbi mig. Kniven fløj gennem luften, og jeg greb den i farten.
Inden jeg nåede hen til Constanza, var hun atter kommet på benene og så sig desperat om efter et andet våben. Hendes ansigt var udtryksløst, kun i hendes øjne lyste følelser, som jeg ikke kunne vurdere. Men der var ingen frygt i dem, hun var sin fars datter og bad ikke om nåde.
Hun sparkede ud med det ene ben, og den væltede stol splintredes. Hun dykkede forbi mig, rev et stoleben løs, rullede baglæns rundt og kom på benene igen i samme bevægelse, og med et lammende slag ramtes min arm af stolebenet. Jeg opbød hele min viljestyrke for at beholde kniven i hånden, og idet jeg holdt den lavt, bevægede jeg mig fremad.
Jeg hørte et legeme, der udefra kastede sig mod værelsets dør. Der lød en bragen af træ, som blev knust. Men undsætningen kom for sent, der var ingen redning for Constanza Ybrava. Ingen skulle mere som Tony Ball dø en ensom død i en fremmed by, fordi den kvinde led af en altid vågen dødsliderlighed. Jeg svingede armene bagud for at gøre det sidste og afgørende stød. Bag mig brasede døren ind i værelset, mit hoved eksploderede, og kniven faldt ud af hånden på mig.
Tredje kapitel
I et iskoldt hav kæmpede jeg mig op til overfladen. Angrebslystne havuhyrer svømmede over hovedet på mig. En grå skikkelse nærmede sig fra siden og greb fat i mig.
— Tag det roligt, Carter, sagde den. — Så hårdt slog jeg Dem nu heller ikke.
Jeg genkendte stemmen, også manden, skønt jeg stadig så alting som gennem en rød tåge. Roger Mather — en korpulent, pludskæbet og rødmosset fyr med lyst hår og kolde øjne.
— Hvem helvede har sluppet Deres fede røv ud fra Washington? kvækkede en stemme, nemlig min — hvad der først efter et øjebliks forløb gik op for mig.
— Skån mig for alt Deres lort, Carter, sagde Mather irriteret.
— Hvis De vil skåne mig for Deres tilstedeværelse, sagde jeg. Ved en enkelt lejlighed havde jeg været ude på en mission sammen med Mather, som var en anmassende bølle, der som den type nu engang gør det, forsøgte han at dække over sin indre usikkerhed med en overfladisk bralden. I hvert fald havde han fuldstændig ødelagt en ellers vellykket mission ved ganske overflødigt at likvidere tre af de mindste rollehavende. Naturligvis slog modparten igen, og vi mistede tre mand, som ikke var nær så betydningsløse, hvorefter Hawk beholdt ham hjemme på hovedkontoret. Dér sad han så og uddelte de pressenyheder, der sahdsynliggjorde AXEs legitime dækbeskæftigelse som pressebureau.
Jeg så mig hurtigt om. Rank som et lys stod Constanza henne ved vinduet. Der var et dybt mærke i væggen ved siden af hende efter kniven, som jeg havde kastet netop i det øjeblik, da Mather slog mig ned bagfra. Hun sendte mig et skævt smil. — Det blev altså alligevel en forbier, Mr. Carter.
Jeg sagde ikke noget, men hun havde ingen vanskelighed ved at læse mine tanker. Hvis kniven havde ramt, som jeg havde villet det, ville Constanza nu for altid have været ude af spillet.
Hun trak på skuldrene. — Nåja, hvis jeg skal være helt ærlig, så havde jeg heller ikke tænkt mig, at De skulle gå uskadt herfra.
Mather gloede på mig. — Det var sandelig et held, at jeg fik standset Dem i tide. De kunne jo have ødelagt hele missionen. Det kostede direktøren et større besvær at få alt dette arrangeret, og omgående forsøger De på at myrde den unge dame. Den slags vil ikke forbedre Deres image i Washington.
Så Mather anede altså ikke, hvem pigen var. Jeg nøjedes med tavs at stirre på ham.
Han snappede efter vejret for at tilføje yderligere et par bemærkninger, men bemærkede så den ligegyldige foragt i Constanzas øjne. Han rødmede, og med en stemme, der dirrede af noget midt mellem angst og raseri, udbrød han: — Men det er sandt. Jeg reddede Dem fra en masse ballade.
Det værkede i mit hoved, jeg brød mig ikke om tanken om, at Hawk igen havde skaffet mig Roger Mather på halsen, og skønt Constanza virkede meget fredelig lige nu, stolede jeg ikke på hende. Jeg kunne stadig se Tony Balls døde ansigt for mig. Og jeg var helvedes træt af bare lyden af Roger Mathers stemme.
— Klap i, Roger! Jeg rejste mig fra briksen og bukkede mig efter min kniv. Det fik igen smerterne til at jage gennem mit hoved. Jeg gik helt hen til vinduet og stirrede ud over taget. Solen var ved at stå op over husene.
Pludselig følte jeg mig dødtræt af det hele. Hemmelige budskaber, kodeordrer, smukke kvinder, hvis sjæle var lige så fordærvede, som deres skikkelser var lokkende, og kluddermikler som Roger Mather. Men jeg kunne ikke tillade mig at lade mine stemninger løbe af med mig. Jeg vendte mig om mod Mather.
— Kunne vi så ikke lige få opklaret, hvad der egentlig er meningen med denne komedie? sagde jeg.
Mather stod stadig og var sur henne i hjørnet, mens Constanza kiggede spekulativt på mig. Uden at se på Mather sagde hun: — De har instrukser til Mr. Carter, ikke sandt? Det var ikke et spørgsmål, men en konstatering, Mather genvandt sin selvtillid.
— Det har jeg i høj grad! Nu lød han igen aggressiv. — Jeg kommer direkte fra Washington, og jeg beder Dem høre nøje efter nu, for jeg agter ikke at gentage noget. Han tøvede et øjeblik, tydeligvis for at se, hvordan jeg reagerede på hans storsnudede optræden. Da jeg ikke sagde noget, opfattede han det naturligvis som et svaghedstegn. — Husk så det: intet bliver gentaget.
Yderst irriteret udbrød Constanza Ybrava: — Kan vi så ikke komme til sagen, Mr. Mather?
Stålet i den yndige piges stemme fik det til at gibbe i Mather — endnu et tegn på, at han ikke anede, hvem hun var.
— Nå jo — ja … Direktøren har instrueret mig om …
Ved enhver anden lejlighed ville jeg muligvis have moret mig over hans opblæste facon. Men jeg var travlt optaget af at regne situationen ud.
Mather fortsatte: — … har instrueret mig om at give Dem følgende ordrer …
Et virkelig førsteklasses skvadderhoved! Men en vurdering var så småt ved at blive til bagest i min hjerne.
Mather messede: — Punkt ét. De vil stille Dem til herværende dames disposition og adlyde hendes ordrer, som om de kom direkte fra direktøren selv. Punkt to: Fra dette øjeblik vil De undlade at søge nogen som helst kontakt med direktøren, indtil herværende dame, som nu er Deres overordnede, frigiver Dem fra den igangværende operation.
Constanza indskød: — Og så tror jeg, De kan lade os være alene, Mr. Mather.
Det havde han tydeligvis ingen lyst til, men Constanzas tonefald gav ham intet valg. Med en tølpers sikre instinkt vidste Mather, når tiden var inde til at tage sig i agt. Han snurrede rundt og spankulerede ud ad døren. Men hvis jeg ikke tog meget fejl, kom jeg desværre nok til at se mere til ham.
Han knaldede døren i bag sig, og Constanza gik hen til den og låste den. Så vendte hun sig om.
— De ser, at jeg regner med, De vil opføre Dem ordentligt.
Jeg svarede ikke.
Hun rystede irriteret på hovedet. — Hvad De tænker om mig, lader sig sandsynligvis ikke ændre. Men måske kan det også være det samme, hvad De tænker. Det afgørende er, om De er indstillet på at adlyde mine ordrer.
— De har jo hørt min instruks, sagde jeg.
— Det har jeg, Nick Carter. Men agter De at følge den?
Jeg ønskede ikke at virke alt for imødekommende, men jeg var villig til at høre på hende. — Jeg synes ikke om det, sagde jeg hårdt. — Men jeg har adlydt ordrer i for mange år til at skifte adfærdsmønster nu.
Constanzas grå øjne blev meget kolde. — Det er sket, at De har misforstået Deres ordrer — med vilje, understregede hun.
— Men det kan jeg jo umuligt gøre lige nu, vel? Tydeligvis er De i direkte kontakt med mine overordnede. Jeg tilføjede utålmodigt: — Jeg har fattet pointen, Constanza. Hvad enten jeg synes om det eller ej, står jeg til Deres disposition. Hvad går det så ud på?
Constanza så nøje på mig, og så begyndte hun: — De følgende oplysninger er strengt hemmelige og må ikke gentages til nogen.
Jeg smilede. — Det var da kedeligt. Jeg havde ellers tænkt mig lige at smutte ned til den nærmeste café og fortælle det hele til alle mine venner.
Bemærkningen morede hende på ingen måde. — Ikke så vittig! Hun stirrede intenst på mig. — Hvad ved De om Luis Cabesa? spurgte hun så.
— Han er fysiker.
— Ja, sagde Constanza. — Men han er også basker. For fem år siden var han indstillet til Nobelprisen for sit arbejde med kernefusion. Det siges, at han ikke fik den på grund af sin politiske indstilling.
Jeg kendte godt historien, men afholdt mig fra enhver kommentar.
— I de sidste tre år har Cabesa arbejdet i Frankrig, fortsatte hun. — I Carcier, hvor franskmændene eksperimenterer med den komplette atomtilværelse.
Naturligvis var jeg klar over Carcier. Denne nybyggede by er netop ét af de franske atomeksperimenter. På grund af offentlighedens afvisning af atomanlæg i nærheden af større beboelsescentre har franskmændene bygget en hel by på Bretagnes klippefyldte sydkyst. Alt i den — opvarmning, elektricitetsværker, den kollektive trafik — drives med atomkraft. Trods en ikke helt tidssvarende teknologi har de installeret en hurtig breeder-reaktor midt i selve byen. Der havde været rygter om visse sikkerhedssvigt, men de af vore agenter, som har specialiseret sig i videnskabelig spionage, havde hidtil ikke kunnet lokalisere konkrete mangler.
Igen gjorde Constanza et ophold, mens hun indgående betragtede mig. — Hvorfor fortæller jeg Dem dét? For De ved jo allerede det hele, ikke sandt?
I stedet for at svare, tog jeg en cigaret frem og tændte den med en tændstik fra en lille æske, som lå ved siden af vokslyset under Madonnaen. Et kort øjeblik så jeg et glimt af irritation på Constanzas ansigt.
— De ved også, hvor forsømmelig den franske vagttjeneste er? Og nu er der nogen, der har udnyttet chancen. Hun tilføjede: — Vi har fået en rapport om, at et betydeligt kvantum plutonium er forsvundet.
Det var endelig en nyhed, men den kom nu ikke helt bag på mig. Noget sådant måtte simpelt hen ske før eller senere.
Constanza sagde: — Men lad os vende tilbage til Luis Cabesa.
— Fysikeren eller baskeren? spurgte jeg.
— Muligvis begge. Den morgen, da det blev konstateret, at der manglede et kvantum plutonium, mødte Luis Cabesa ikke op på sit kontor. Og han er stadig forsvundet.
Pludselig smagte min cigaret grimt, og værelset forekom indelukket. Jeg havde læst tilstrækkelig mange hemmelige rapporter til at være klar over, hvor Constanza ville hen. Jeg ventede på, at hun skulle sige det.
— Hvis der er nogen forbindelse mellem de to hændelser … hun lo kort — og at tænke andet ville være mere end dumt … så er det ikke uoverkommeligt at gætte, hvad Cabesa er ude på.
Constanza Ybrava, fanatisk kommunist, engang og måske stadig topagent hos KGB, løftede en lille mappe op fra gulvet og stillede den på bordet i hjørnet modsat Madonnaen. Hun tog et lille bundt papirer frem — Tophemmeligt, Var der stemplet på dem. Utvivlsomt stammede dokumenterne fra den amerikanske sikkerhedstjeneste.
Den, der havde givet hende dem, stod til adskillige år bag tremmerne men det kom jo ikke mig ved. Skønt jeg ikke før havde set papirerne, var jeg med det samme klar over, hvad de indeholdt. Hvad Constanza omgående bekræftede.
— Om meget kort tid agter en eller anden at lave sin egen private atombombe. Det løb mig koldt ned ad ryggen. Vandalerne stod ikke længere uden for byens porte og krævede at blive lukket ind. Nu agtede de i stedet at udslette byen totalt.
Fjerde kapitel
Constanza rakte mig papirerne, som tydeligvis var ægte nok. En eller anden på vores side havde besluttet sig til at stole betydeligt mere på Constanza, end jeg nogen sinde ville drømme om at gøre, Jeg bladede dem hurtigt igennem. De stammede ikke fra vores organisation, for de var skrevet i et ordrigt sensationssprog, som Hawk aldrig i livet ville have fundet sig i.
Men meningen var imidlertid tydelig nok. En kontakt blandt franske videnskabsmænd havde givet vores regering et tips om Luis Cabesas forsvinden, samtidigt med at et nøje specificeret kvantum plutonium ligeledes var forsvundet. Rapporten mente, at både stoffet og atomfysikeren var blevet sejlet fra Carcier til Bilbao ved Biskayabugten. Derved undgik tyvene at blive opdaget ved de ordinære grænseovergange mellem Frankrig og Spanien.
Jeg gav Constanza papirerne tilbage. Igen så hun længe og indgående på mig, så gik hun tavs tilbage til bordet og hentede et enkelt stykke papir frem.
— De må også hellere læse dette, sagde hun. Jeg tog arket og kiggede nærmere på det. Det var håndskrevet.
'Constanza: samtlige oplysninger, De gav os under afhøringen i Washington i sidste måned er blevet nøje kontrolleret. Og de har vist sig at stemme. Jeg er nu overbevist om, at Deres ønske om at begynde en ny tilværelse i den vestlige verden er ærligt. Jeg kan derfor bekræfte, at vi, så snart den forhåndenværende sag er overstået, kan etablere Dem i en ny identitet, hvis dét er det, De ønsker. Hvis De foretrækker at blive i Spanien, så vil jeg tro, at der er gode muligheder for at nå frem til en aftale med den spanske regering. Men jeg behøver formentlig ikke minde Dem om, at samme regering på indeværende tidspunkt ikke er indstillet på uden videre at tolerere Deres tilstedeværelse på spansk jord. De gør derfor klogt i at styre klar af autoriteterne. Hvis De bliver taget, skal De ikke regne med nogen hjælp fra os. Husk endelig de oplysninger, jeg gav Dem om Carter. Han er til at stole på, men dét, der er kommet frem om Deres fortid, kan meget vel få indflydelse på hans forhold til Dem.'
Noten var ikke underskrevet, men jeg kendte den utålmodige håndskrift så godt som min egen.
— Så nu arbejder De altså for Hawk? sagde jeg, mens jeg rakte noten tilbage.
Hun rødmede. — Jeg arbejder for friheden, sagde hun.
— Hvem gør ikke dét?
— Der er ingen grund til at være sarkastisk, sagde hun. — Det varede længe, men til sidst fandt jeg ud af, hvad det var for en slags mennesker, jeg arbejdede for. De myrdede min far, og bagefter udspredte de det rygte, at det var mig, der var den skyldige. I den russiske efterretningstjeneste er der fraktioner, som modarbejder hinanden. Den slags findes sikkert også hos Dem.
Det kunne jeg ikke benægte.
Constanza fortsatte: — I de seneste år har den fraktionsstrid systematisk renset de forskellige efterretningssekstioner for alle, som ikke er indfødte russere.
— Min far var særdeles veletableret, og at han brændte for sagen lod sig ikke betvivle. Han ville aldrig have forrådt russerne, men til det sidste var han en loyal basker. Altså myrdede de ham og gav mig skylden for det. Naturligvis var der ingen, der troede, at jeg havde dræbt min egen far, men der var heller ingen, der ville gå i brechen for mig. Ingen længe blev jeg beskyldt for utallige andre misgerninger verden over. I en halv snes lande blev jeg efterlyst — med ordre til, at jeg omgående skulle skydes ned, så snart jeg blot blev set. Før eller senere var det endt som ønsket. Derfor opsøgte jeg Deres Hawk.
Hvilket altsammen lød meget udmærket — hvis det altså bare var sandt. Hvad jeg i allerhøjeste grad tvivlede på. Himlen måtte vide, hvad Hawk var ude på med at arrangere det, så Constanza kidnappede mig, hvorefter netop Roger Mather dukkede op med mine instrukser. Der var de besynderligste snirkler i hans hjerne, men efter jeg i så mange år havde arbejdet for ham, havde jeg kun ét valg — nemlig at stole på, at han igen vidste, hvad han gjorde. Indtil nu havde Hawk aldrig bragt mig i fare, medmindre der var en særdeles god grund til det. Jeg måtte hænge ved, indtil situationen blev lidt mere afklaret. Men jeg agtede under ingen omstændigheder at stole på Constanza — trods hendes rørende historie.
— Okay, Constanza, sagde jeg. — Jeg er i Deres hænder.
— Godt. Jeg håber, De mener det, Mr. Carter. For operationen er uhyre vigtig, og jeg ønsker ikke, at De skal lave numre med mig.
— Jeg har jo mine ordrer. Og synes De ikke, at De burde kalde mig Nick fra nu af?
Constanza kiggede på mig, og — tro det eller lad være, hendes skæve smil gav faktisk udtryk for en let generthed. — Jeg har hørt utallige rygter om Dem og kvinderne, Mr. Carter, så jeg tror, vi bør holde vores indbyrdes forhold på en rent professionel basis … En let banken på døren afbrød hende.
Hurtigt og hårdt sagde hun noget på baskisk. Døren blev åbnet. Det var den høje, magre mand, som havde stukket sprøjten i mig. Han var stadig i det samme sorte antræk. Den eneste ændring var tilsyneladende, at hans skægstubbe var groet yderligere et døgn, og nu hang der en sort cigaret mellem hans læber. Han skottede til mig, hvorefter han på hurtigt baskisk rablede en større ordstrøm af sig til Constanza.
Hun standsede ham med en håndbevægelse. — Habla Espanol, Miguel! sagde hun bydende.
Manden trak på skuldrene og begyndte forfra på spansk. Tydeligvis ønskede Constanza ikke at gøre mig mistænksom ved at deltage i en samtale på et sprog, som jeg ikke kunne forstå.
Miguel smed cigaretten på gulvet.
— Jeg har fundet båden, Constanza.
— Jaså, nærmest henåndede hun. — Og ejeren?
— En, jeg kender. Juan Diego Ortez. Han er en loyal basker — undertiden endda lidt for loyal.
— Har du talt med ham?
Miguel sagde: — I morges kom han ikke ned til sin båd. Jeg holdt ikke af at udspørge de andre fiskere. Så risikerer vi bare, at der bliver snakket. Men jeg hørte, at han har været syg hele den sidste uge. Af en eller anden slags influenza.
— Den må være overstået nu, sagde Constanza. — Lad os opsøge ham hjemme hos ham selv.
Miguel skottede til mig. — Det er måske ikke det bedste at tage den mand med derhen.
— Det er noget, jeg bestemmer, snerrede Constanza.
Miguel trak på de magre skuldre, og Constanza sagde: — Bueno. Lad os komme af sted.
Nedenfor, parkeret halvt oppe på den snævre gades fortov, holdt en alderstegen Seat 600, Spaniens svar på Folkevognsbillen. Den oprindelige grå lak var næsten helt skrammet af, så den var overalt plettet med rød rustmaling. Constanza klemte sig ind på bagsædet, jeg satte mig på forsædets højre side, og Miguel tændte sig en ny cigaret og kravlede ind bag rattet.
Den gamle Seat brummede som en senil symaskine, da vi svingede ud i Bilbaos anarkistiske trafik. Miguel kørte med den ene hånd på gearet og med cigaretten i den anden, og ind imellem gjorde han visse halvhjertede forsøg med rattet og hornet.
Til alt held blev det ikke nogen længere køretur. Vi svingede om et hjørne, parkerede på fortovet under et modfaldent valnøddetræ og steg ud.